Solvej Balle

"I efteråret er vendingen sket. Det blå løber ud af træernes blade. De skifter til rødt eller gult. Vi har set det. En nabo er standset og ser gennem haven, forbi træer i forandring, en veranda malet i gråt. Han går hen over græsset eller løfter en hånd til en hilsen.
Hver morgen besøger han en sten på den nærliggende kirkegård. Han vandrer gennem bladene på stien, resterne af skiferbruddet. Så vender han tilbage. Han har set, hvordan navnene bevæger sig, ét efter ét, fra dørskiltene til gravstenene.
Et blad knaser hen over græsset. Han river bladene sammen. På tørre dage vander han fliserne, græsset og gruset for at mildne klimaets forskelle. På kølige dage trækker han trøjet og frakker om kroppen.
Om natten ligger han roligt i huset. Han vågner om morgenen. Han trækker gardinet fra. Det er der endnu, træer i forandring, en veranda malet i gråt.
På varme dage besøges fossilerne i skiferbjerget af egnens familier. Børnene bryder stenene løs med hænderne. De finder insekter, skaller og larver. De finder knogler og fjer. De bærer dem hen til voksne, der steger kød med kulørte marinader over kul. Sort og orange, der spejler sig i orange og sort.
Om søndagen kommer der besøgende i haven. De parkerer nøjagtigt og hægter børnene ud af bilerne. Vi har set det. Vi henter stole i huset og sætter os til rette på verandaen.
De besøgene trækker børnene ind gennem lågen. De klæder dem af eller på og sætter dem fra sig i græsset. De tænker på spænder og seler. På knapper, snører og bånd.
Han tænker på en påklædning, der ikke bliver fulgt af en afklædning. Jeg tænker især på kvadrater. Hvordan mennesker lægger sig side om side hver nat for til sidst at lægge sig side om side i jorden."